Way finder

Opdagelsesrejsende

Jeg var for nogle uger siden i biffen med mine unger og se Vaiana. Filmen handler om den søde og nævenyttige høvdingedatter Vaiana der udlængsel og kan ikke se sig selv bare overtage sin fars rolle. Hun vil ud og finde sig selv. Men hendes samfund har glemt hvordan man sejler. De mener ikke, at de får brug for det. For hvorfor bevæge sig ud på den anden side af revet? Ret dumt når man bor på en lille ø i Polynesien. Naturligvis kommer hun afsted, og naturligvis går det ikke så godt i starten. Det er først da hun overbeviser den egoistiske halvgud Maui om at lære hende at sejle, at hun for alvor begynder at vokse.

Mauis råd er, at man ikke bliver en god way finder – en opdagelsesrejsende - før man mestrer tre ting:

1. Vide hvor man kommer fra,

2. tage bestik af den aktuelle situation, og

3. have en idé om hvor man vil hen.

Det er først da Vaiana lærer sin historie og får kendskab til hendes stammes værdier, at hun kan rejse ud og opleve verden på egen hånd.

Vi kan ikke klare os alene

Se, selv om banalitetspropellen drejer rundt i topfart og Maui måske har læst lektien på en pakke Gajol, så er det ikke desto mindre rigtigt. For det kan også være, at Maui simpelthen bare er en bedre way finder end Vaiana. At han er eksperten med mere viden og erfaring. En viden han kan give videre. Vaiana skal ikke blive en kopi af Maui, men finde sin egen vej. Men Vaiana har brug for hjælp.

Vi har alle brug for mentorer, og kan ikke klare os alene. Den hårdnakkede tiltro til individualisme er et ulykkesbarn af liberalisme og romantikken. Det er Mauis ekspert- og mentorrolle vi som undervisere skal påtage os, så vores elever kan blive dygtige way finders. Vi skal måske holde op med hele tiden at spørge hvad eleverne selv synes, men også fortælle dem hvad andre mener om sagen.

Fremtidens fællesskaber

Det store spørgsmål er så naturligvis, hvad det er for en fremtid vi skal guide de unge ind i. Det vil være en fremtid, hvor mennesker ikke vil være nødvendige til de fleste arbejdsopgaver og hvor det ikke vil være nødvendigt at lære hverken at kunne skrive, regne eller programmere. Det vil robotter og software kunne gøre for os. Men det vil være en trist fremtid. Det vil være trist, hvis vi deponerer alle vores beslutninger hos automatiserede systemer. Hvis mennesker ikke er nødvendige på arbejdsmarkedet, hvorfor så bruge energi og penge på at uddanne dem? Hvis ingen kan finde svar på at det er nødvendigt, vil markedet skære det væk. Så hvis det ikke skal ske, må vi sammen finde morgendagens arbejde og fremtidens fællesskaber.

Som uddannelsesinstitutioner har vi en pligt over for os selv, samfundet og vores elever at kunne finde svar på, hvorfor det nu også er nødvendigt, at mennesker bliver ved med at lære matematik, fysik og dansk. Vi skal som undervisere vise, at der er mening med galskaben. Hver på vores måde.

(Denne artikel er tidligere blevet bragt på lektionen.dk)