Om at høre til

Da samfundet består af så mange individer og grupper, at det er umuligt, at alle kan mødes eller nå til enighed, hvordan sikrer man sig så sammenhængskraft? Eller spurgt på en anden måde: Hvorfor skulle individer fra forskellige grupper samarbejde? Hvorfor skulle individet opgive personlig frihed til fordel for nogle fælles regler?

Vi ønsker alle sikkerhed og muligheder For det enkelte individ er sikring af egen og de nærmestes sikkerhed og muligheder det væsentligste. Den sikring kan groft sagt ske på to måder: Ved at være stærkest eller ved at indgå i grupper, som sikrer visse rettigheder.

Rettigheder kan kun garanteres hvis gruppen er stærk. Gruppen er kun stærk hvis individerne deltager aktivt. Det sikres via pligter som at betale skat og overholde landets love. Individerne opfylder sine pligter fordi de skal (under trussel af straf) eller fordi de føler, at de bør. Jo mere gruppen betyder for individets identitet, des større er tilhørsholdet til gruppen. Individets tilhørsforhold til gruppen bliver styrket gennem fælles myter og symboler. Derfor har gruppen en interesse i at styrke disse symboler. For derigennem sikrer det sig individets loyalitet (og dets skatter) og kan derved sikre sin fortsatte beståen.

Pointen i artiklen kan opsummeres i nedenstående illustration.

Det ligger i vores gener

Ønsket om at høre til, er en af menneskets stærkeste drivkræfter. Det ligger dybt i vores gener. Babyen har ingen chance for at klare sig selv og selv det voksne individ ville blive spist af sabeltigeren eller slået ihjel af nabostammen, hvis de ikke var med i en gruppe.

Med tiden er ønsket om at høre til i en gruppe blevet så stærk en social og biologisk drivkraft, at vi bliver eksistentielt ulykkelige af at være alene eller ikke at blive anerkendt af gruppen. Der er en grund til at isolationsfængsel i længere tid er at sammenligne med tortur. Se fx her og her.

Mennesket har evolutionært været afhængig af at tilhøre en gruppe og grupper kan kun eksistere, hvis medlemmerne støtter dem. Derfor har grupperne altid haft forskellige mekanismer til at få individerne til at indordne sig gruppen. Mekanismer som fortæller om os og dem og positive og negative sanktioner. Det har medført at vi mennesker i dag har en indbygget drift til samarbejde. Vi er simpelthen enestående dygtige til det og det udløser behagelige reaktioner i hjernens belønningscentre.

Så individet har behov for gruppen og gruppen behov for individet. Men hvordan bliver man en del af en gruppe?

Hvem er gruppen?

Næste spørgsmål bliver så hvem udgør gruppen?

En anvendt definition af hvad der kendetegner en gruppe er udviklet af den amerikanske socialpsykolog Muzafer Sherif (1906-1988). Den lyder således:

• Medlemmerne er fælles om et eller flere motiver eller mål, som bestemmes af den retning gruppen bevæger sig i.

• Medlemmerne udvikler et sæt normer, som afstikker grænserne for, hvilke gensidige forhold der kan etableres, og hvilken aktivitet der udføres.

• Hvis samspillet fortsætter stabiliseres et sæt af roller, og gruppen skiller sig stadig mere ud fra andre grupper på grund af fælles kendetegn.

• Et netværk af gensidig tiltrækning udvikles, på basis af om medlemmerne kan lide hinanden eller ej.

Sherif forskede i hvordan grupper opstår og hvilken adfærd det medfører. I 1954 udførte han et kendt socialt eksperiment – kendt som Robbers Cave. Her blev en gruppe ensartede drenge tilfældigt inddelt i to grupper. Ingen af drengene kendte på forhånd hinanden, og der havde inden gruppedannelsen ikke været nogle konflikter.

Men efter at være blevet inddelt i grupper, opstod der hurtigt en os-mod-dem-logik. Vi skulle vinde flest konkurrencer. De skulle ikke have adgang til svømmebadet. Se eksperimentet forklaret her:

Vi indgår alle i mange grupper samtidig Man kan altså blive placeret i en gruppe. Og det gør vi alle allerede fra fødslen. Vi bliver født ind i en familie, som er del af en kultur og af et samfund. Allerede der er vi med i tre grupper, som kan have samme værdier. Inden for socialpsykologien taler man om mindst otte forskellige grupper – hvoraf det enkelte individ typisk er med i seks-syv af grupperne.

Inden for hver gruppe kan der være lidt forskellige værdier og normer, men vi kan som regel sagtens navigere i det. Vi er klar over, at man opfører sig forskelligt henholdsvis hos mormor, på arbejdspladsen og med fodbolddrengene i byen. Vi kan dog ikke overskue alt for store grupper.

Der er mindst to gode grunde til folk skal samarbejde:

1. Der er så mange opgaver der skal laves i samfundet at arbejdsdeling er nødvendig.

2. Da folk nu engang er født ind i et samfund, er man tvunget til at forholde sig til de andre.

Hvis man ikke ønsker alles kamp mod alle, må man prøve at nå til former for enighed.

Kompleksitet, FCK og Dunbars I størstedelen af menneskehedens historie var vi en del af mindre grupper. En stamme eller en landsby. Og det er der en god grund til. Individet kan nemlig bedst overskue mindre grupper. I en gruppe på fx fem personer, kan alle overskue alle og man kan kommunikere direkte. Men det kan man ikke i en gruppe på mange tusinde.

Det er nemt at overskue mindre grupper, men så snart gruppen bliver meget større bliver det svært. Man kan ikke overskue en gruppe som ’danskerne’, ’københavnere’ eller ’fans af FCK’. Alligevel kan man sagtens føle sig som dansker, københavner eller FCK-fan.

Det skyldes vores hjernes kapacitet. Er gruppen større end 150 medlemmer, begynder det at blive uoverskueligt for den enkelte. Det tal kaldes Dunbars nummer og blev foreslået af antropologen Robin Dunbar, på baggrund af studier af størrelsen af hjerner og antallet af relationer den enkelte kunne overskue. Vi kan simpelthen ikke overskue flere. Tallet varierer naturligvis fra person til person, men forskning og støtter teorien om et begrænset antal relationer. Hvad end det præcise tal er, så består et lille land som Danmark af næsten 6.000.000 mennesker. Hvordan holder man styr på sådan en gruppe?

Mellem stigende kompleksitet og stigende nytte Lad os lige samle op: Individet har brug for gruppen og gruppen har brug for individet. Individet er med i mange grupper samtidig, men kan ikke overskue alt for mange mennesker. Men samfundet består nu en gang af mange mennesker, og disse mennesker skal gerne undgå at modarbejde hinanden alt for meget. Så hvad gør man så?

Her skal vi lige holde en pause og kigge på ’samfundet’. Samfundet er egentligt uoverskueligt komplekst og kan kun forstås abstrakt. Samfundet består af individer, men hvordan de individer kan eller ville kunne forbinde sig med hinanden er uoverskueligt. Det skyldes at antallet af forbindelser stiger hurtigere and antallet af medlemmer. Bare ved 10 medlemmer i en gruppe er der 45 forbindelsesmuligheder. Det kaldes Metcalfes lov.

Metcalfes lov er dobbeltsidet: På den ene side siger den, at kompleksiteten stiger (hvilket kan være problematisk), men på den anden siger den at robustheden og muligheder for nytter ligeledes stiger (hvilket er positivt). Hvorfor det?

Robustheden kommer af, at jo flere der er med i gruppen, des bedre kan gruppen kapere hvis enkelte mennesker ikke deltager. Hvis der er fire i en gruppe og to free rider, skal de to resterende arbejde hårdt. Hvis der er 1.000 i gruppen og to dovner, så mærkes det næsten ikke (ud over irritation måske).

I forbindelse med nytten så var et af Metcalfes eksempler telefonen. Der er begrænset nytte hvis kun to har en telefon, men stor nytte hvis mange har det. Facebook bliver bedre jo flere mennesker der er med, og Googles søgninger bliver mere præcise hvis den kan søge i mange sider. På samme måde er det i samfundet: Jo flere mennesker der er i samfundet, des flere forskellige opgaver kan man varetage og de enkelte opgaver kan blive varetaget af flere (hvis der kun er én læge, er gruppen meget afhængig af denne. Hvis der er mange, kan de deles om opgaven, og i fællesskab blive dygtigere.

Det er på mange måder modernitetens historie: Vi bliver flere og vi bliver bedre til arbejdsdeling. Den proces medfører nye opfindelser og velstand. Det er blevet grundigt analyseret af tænkere som Adam Smith, Karl Marx, Emilie Durkheim og Max Weber.

Så muligheden for den samlede samfundsmæssige nytte stiger jo større gruppen bliver (måske indtil man når et meget højt tal). Det er godt, for guderne skal vide, at der er mange opgaver som skal varetages - sikkerhed, pengevæsen, social hjælp, produktion, sundhed, uddannelse, infrastruktur og 1000-vis af andre opgaver. Og der ligger en samfundsmæssig opgave i at koordinere dem.

Et samfunds styrke kan kendes på dets evne til at håndtere kriser

Alle samfund består jo af borgere. Men alligevel så deler man typisk samfundet I tre overordnede grupperinger: Stat, marked og civilsamfundet.

De tre dele hænger naturligvis sammen I praksis, men de har så at sige forskellige formål. Der er den overordnede styringsenhed I samfundet – den enhed der sørger for sikkerhed, infrastruktur og meget andet. Det kalder vi staten. Det er her love og regler bliver vedtaget, udøvet, kontrolleret og sanktioneret (via den lovgivende, udøvende og dømmende magt).

Så er der markedet – det sted hvor fremmede handler med hinanden. Da ingen mennesker kan lave alle de ting de har behov for I deres daglige liv, har de behov for at skaffe sig dem på anden vis. Det gør man ved at opsøge nogle der laver de ting man efterspørger. Når man har fundet varen forhandler man sig frem til en passende pris.

Endelig er der civilsamfundet. Det er her hvor folk oftest befinder sig: I familien, foreningen, blandt naboer og I religiøse fællesskaber. Her hjælper man hinanden – ikke fordi at man tjener penge på det (markedet) eller fordi at loven siger at man skal (staten).

Når en krise rammer et land, som det var tilfælde med de fleste af verdens lande I forbindelse med corona-virussen, er det tydeligt at alle tre arenaer har en rolle at spille. Staten skal skabe rammer for at markedet og borgernes dagligdag kan fungere på kort og langt sigt. Virksomheder og borgere er dem der skal gøre det meste, men de kan ikke koordinere på tværs af områder og grupperinger – det kan staten (og det er derfor man har en stat).

Muligheden for koordinering

En anden måde at se opdelingen på er de tre gruppers evne til at koordinere større grupper. Privatpersoner kan koordinere deres eget liv, familiens og meget lokale grupper. Bliver grupperne større bliver man nødt til at organisere sig på andre måder. Det kan være igennem virksomheder og organisationer. Skal der koordineres på helt overordnet niveau er det staten der skal træde ind – det kan ingen andre.

I krisetider bliver det tydeligt at alle aktører skal være aktive, men at de kun være det på deres eget niveau og derfor er afhængige af, at de andre niveauer spiller med.

Mellem det centrale og det decentrale Gruppen/samfundet står altså i en situation, hvor der er behov for mange mennesker til at kunne varetage de forskellige opgaver, men hvor ingen kan overskue hvad alle laver. Derfor har man behov for, at alle arbejder i samme retning mere eller mindre selvstændigt. Opgaverne kan groft inddeles i skal-opgaver og bør-opgaver.

Som vi så lige ovenfor, er opgaver som vi har besluttet, at det offentlige skal gøre. Det bliver beskrevet i love der forpligter de offentlige myndigheder til aktivt at arbejde for at udføre. Størstedelen af de ca. 720.000 offentligt ansatte har det som deres arbejde. Noget af dette er centralt styret (fx pengepolitik og forsvar) andet er mindre centralt styret (fx hospitalsvæsenet) og noget er endnu mere decentralt (fx plejehjem, børnehaver, skovpasning og folkeskoler).

I koordineringen af disse opgaver kan det offentlige vælge at detailstyre. Altså bestemme hvordan alle opgaver skal lave, hvem der laver dem og kontrollere at de nu bliver ordenligt lavet. Det vil sikre stor lighed – alle borgere vil få samme løsning – men det er også meget administrativt tungt.

Ellers kan man lade det være helt op til den enkelte skole, hospital, plejehjem eller borgerservice at tolke reglerne som man synes. Det vil skabe mindre bureaukrati, men også meget forskellige løsninger. Folk i Helsingør vil få en anden offentlig service end dem i Haderslev.

Inden for private virksomheder står man med de samme udfordringer, og en af løsningerne har været såkaldt værdibaseret ledelse. Tanken er, at hvis man skaber en god fælles kultur, så vil medarbejderne arbejde i nogenlunde samme retning. Man leder altså ved hjælp af kultur.

I tidligere tiders samfund var der meget få regler og næsten ingen nedskrevne. Livets gang blev styret ved hjælp af normer, vaner og ritualer – altså kulturelt. De første love man kender – fra de sumeriske og babyloniske samfund - er godt 4000 år gamle og var meget overordnede. Senere kom flere regler. Med de tre store lovreligioner – jødedom, kristendom og islam – blev endnu flere regler nedskrevet. Men det var stadig normer der fyldte mest i den enkelte borgers liv.

I den moderne stat er der mange love og de bliver mere og mere detaljerede. Men for de fleste af de love der gælder hr. og fru Danmark er, at de bare ikke må overtræde dem. I modsætning til skal-opgaverne. Så skal Hr. Hansen ikke stå op og overholde hastighedsreglerne – han må bare ikke køre for hurtigt hvis han tager Mazdaen ned til bageren.

Her er der tale om centralt bestemte regler, som er lavet for at sikre at borgerne lever på en bestemt måde. Her er normerne blevet formelle – de er blevet til lovgivning. Det er blevet til pligter. Men der er stadig tale om en koordineringsopgave: hvordan sikrer vi som samfund at borgerne opfører sig ordentligt og de fælles opgaver bliver lavet?

Endeligt er der en endnu løsere offentlig påvirkning. Det er i form af støtte til kultur- og foreningsliv. I Danmark er der tale om ca. 25 mia. kroner årligt. Her er der ikke tale om lovgivning som folk skal overholde, men hjælp til folk der ønsker selv at skabe noget. Her er det offentlige med til at forme kulturen.

I dag fylder reglerne meget og der er mange bundne opgaver, men det betyder ikke at normer og kulturelle fixpunkter er ligegyldige.

Nu nærmer vi os stille og roligt artiklens kerne – nemlig vigtigheden af kulturelle symboler i forbindelse med tilhørsforhold og sammenhængskraft. Men vi skal først få afklaret hvad kultur egentligt er.

Den kulturelle arv I den medicinske verden bliver man klogere på den samlede genpulje, ved at kigge på de enkelte gener og deres bestanddele og derefter hvordan de påvirker hinanden. Man skal gå til de kulturelle gener på samme måde.

Den hollandske socialpsykolog Geert Hofstede har beskæftiget sig med hvad der adskiller den ene kultur fra den anden. Det er fx svært bare sådan lige at sige hvad forskellen på Danmark og Sverige er, medmindre man kigger på specifikke ting. Ifølge Hofstede kommer man langt hvad man undersøger et lands værdier, ritualer, helte og symboler. Som et løg med flere lag udgør de tilsammen en kultur.

Mange af disse ting vil vi dele med andre lande. Vi er jo ikke de eneste der hygger os og de er glade for juletræet andre steder end her, men den specielle kombination siger noget om landet.

Symboler er noget der illustrerer noget specielt for landet. Det vigtigste er nok Dannebrog.

Det kan være helt konkrete objekter som Dybbøl Mølle er eller Frihedsgudinden. Nogle objekter bliver bygget som mindesmærker, fx Lurblæseren på Rådhuspladsen eller Holocaust Memorial i Berlin. De er blevet lavet med det formål at sikre den kollektive hukommelse. Andre bliver lavet for at mindes bestemte personer – skulpturer og statuer. Andre mindesmærker bliver lavet for at vise bestemte værdier som fx Holger Danske eller Frihedsstøtten ved Hovedbanegården.

Det er ikke sådan, at fællesskabsskabende symboler altid bliver skabt med det formål at skabe nationalt tilhørsforhold. Nogle gange sker det bare. Eiffeltårnet var tænkt som en midlertidig installation i forbindelse med verdensudstillingen i 1889. Mange protesterede imod det, men det er siden blevet symbolet på Frankrig. Kim Larsen skrev ikke sine sange på bestilling af fællesskabet / staten, men sangene blev vigtige for danskere (men ligegyldige for svenskerne eller tyskerne).

Symboler kan også være genstande som er vigtige for de fleste danskere. Frikadeller, Tuborg, jordbær, bøgeskove og kolonihaver er noget som mange forbinder med noget typisk dansk.

Andre symboler er mere abstrakte. Det kan være måder at opføre sig på (danskere er fx kendt for foreningsliv, design, ironi, jantelov og hygge).

Helte er de vigtige personer i vores kollektive erindring. Det kan være løse grupper som vikingerne, kongehuset eller landsholdet i fodbold – altså nogle som har været der også selv om enkeltpersoner er blevet udskiftet.

Og så er det enkeltpersonerne. Grundtvig, Christian IV, H.C Andersen, Kim Larsen, Niels Bohr, Thorvald Stauning og Dirch Passer.

Ritualer er væremåder. Hvordan man hilser på hinanden og hvordan man mødes, er eksempler. I Frankrig kindkysser de. I Australien skifter børnene klasser hvert år. I England kører de i venstre side af vejen. I Kina er det fint at bøvse under middagen.

Værdier er grundlæggende livsholdninger. Er de fleste troende som i Egypten eller ikke-troende som i Danmark. Tror man på ligestilling, demokrati eller det fri marked? Hvordan med autoriterne?

Medborgerskab via kultur

Nu er vi efterhånden fremme ved sagens kerne: Sammenhængen i en befolkning skabes naturligvis ikke kun gennem en politiske ramme. Det skabes primært gennem kultur.

Alle grupperinger har skabt sammenhold og samarbejde gennem kultur og fælles fortællinger. Alle kulturer har overleverede myter om hvordan verden er blevet skabt og hvilken rolle gruppen/stammen/folket spiller i den myte. I hans bog Sapiens forklarer den israelske historiker Yuval Noah Harari, at det er evnen til at samles om myter har været afgørende for at mennesker har kunne udvikle samfund og civilisationer. Se her. Men hvorfor nu det?